Ja til ægteskabet – nej til kønsneutrale ægteskaber

Den kulturradikale regering vil nu indføre kønsneutrale ægteskaber. Der er meget fokus på kirkeministerens rolle og spørgsmålet om kirkelig vielse af homoseksuelle par.
Jeg synes nok, at spørgsmålet om ændring af ægteskabslovgivningen er mindst lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere.

Der er ingen eller meget få juridiske eller økonomiske grunde til at ændre den nuværende lovgivning, hvis man ønsker at give homoseksuelle samme rettigheder som ægtefolk. Det har de i vid udstrækning allerede som registrerede partnere. Det er altså ikke fordi de mangler den juridiske beskyttelse, når det gælder familie- og arveretten.

Den eneste rationelle begrundelse for at ændre ægteskabslovgivningen er, at man vil ændre sproget. Man vil have, at homoseksuelle par skal kaldes ægtefolk. Dermed er det rent sprogligt ikke begrebet homoseksualitet eller homoseksuelle par, man ændrer på. Det er ægteskabsbegrebet, man ændrer og underminerer.

Det hævdes, at dette sker for at ligestille homoseksuelle par med ægtefolk.

Tankegangen bag kan dog kun være, at man betragter ægteskabet som en social konstruktion, som man kan ændre efter behov. Ægteskabet og familien er i denne optik et produkt af samfundet og ikke en forudsætning for samfundet. Samfundets rolle bliver ikke blot at fastlægge de økonomiske og juridiske rammer for ægteskabet. Samfundet bliver i stedet skaberen af ægteskabet, som også kan ændre grundlæggende på ægteskabet.

Det bygger på tankegangen om, at der ikke er nogen naturlig lov eller naturlig orden – og at ægteskabet i hvert tilfælde ikke er en del af denne. Inden for retsfilosofien kender man denne filosofi som retspositivismen. Men det er i realiteten blot et andet ord for socialkonstruktivisme på rettens område. De kulturradikale har længe været tilhængere af dette grundsyn på virkeligheden og på retten.

Den logiske og den reelle forudsætning for at ændre ægteskabet til kønsneutralt er altså, at ægteskabet blot er et produkt af samfundet, som samfundet kan gøre med, hvad det vil. Men hvorfor er det så så vigtigt, at kalde homoseksuelle for ægtefolk, hvis ægteskabet blot er en social konstruktion? Der er ingen logisk forklaring på, hvordan det skulle gavne homoseksuelle at blive kaldt ægtefolk, hvis ægteskabet alligevel blot er en social konstruktion. Hvis man ville føre den kulturradikale og socialkonstruktivistiske tankegang ud i sin konsekvens, måtte man netop kritisere en sådan ændring, fordi den forudsætter, at et ægteskab er bedre end et partnerskab og netop måler de homoseksuelle efter ægteskabet.

Det kan altså ikke være for de homoseksuelles skyld, denne ændring sker. Medmindre det sker af modsatrettede motiver, fordi både regering og homoseksuelle alligevel har en fornemmelse af naturens orden og at det naturlige er ægteskabet mellem mand og kvinde, som man derfor forsøger at få homoseksuelle par legitimeret ved at sidestille med sprogligt også. Men dermed er kravet om sidestilling også en indrømmelse af det, man benægter.

Det eneste andet mulige motiv, jeg kan se, er at dette slet ikke handler om de homoseksuelle. Det handler i langt højere grad om et angreb på ægteskabet og den naturlige lov. Det handler om at undertrykke den naturlige lov og om at tvinge en tankeændring igennem. Det handler om, at det ikke er nok, at de kulturradikale retspositivister og socialkonstruktivister opfatter ægteskabet som en ren social konstruktion, som kan ændres efter behov. Denne opfattelse er der god mulighed for at have og praktisere med den nuværende retstilstand, som sidestiller homoseksuelle partnerskaber med ægtefolk.

Der sker ingen forbedring af homoseksuelles forhold ved den kommende lovændring. De eneste, der reelt mærker en forskel, er dem, for hvem begrebet ægteskab ikke er en social konstruktion, men en naturlig ordning. Derfor kan en lovændring logisk set også kun sigte mod disse.

Nej, motivet kan kun være, at alle andre med lovens hånd skal opdrages til at tro og mene det samme som de kulturradikale. Der er reelt ikke anden forklaring.

Den formodentlig kommende ændring af ægtskabslovgivningen er ikke et spørgsmål om ligestilling. Det et et spørgsmål om kulturradikal indoktrinering. Det er ikke et spørgsmål om frihed for homoseksuelle. Det er et spørgsmål om indskrænkning af friheden for alle dem, der tror på en naturlig lov og moral. Den naturlige lov og moral er en forudsætning for tanken om menneskerettigheder.

Derfor er mænds og kvinders ret til ægteskab også en del af den europæiske menneskerettighedskonvention, jvf. artikel 12: Ret til at indgå ægteskab. Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love, der giver regler om udøvelsen af denne ret. Denne artikel var ubestridt ment om det naturlige(af nogen kaldt det traditionelle) ægteskab mellem mand og kvinde. Ellers ville alle tilsluttede jo have indført kønsneutrale ægteskaber.

Når menneskerettighedserklæringen medtager retten til ægteskab som en menneskerettighed, så har den dermed også sagt, at denne ordning er fundamental og at staten ikke efter forgodtbefindende kan ændre den.

Når der ikke længere er nogen naturlig lov og moral, så er staten almægtig og hævet over kritik. Når familien blot bliver en social konstruktion, så tilhører ethvert menneske dybest set staten, som dermed breder sin magt til alle livsområder. Det har man set resultaterne af i sovjetiske koncentrationslejre og de røde khmerers regime i Cambodja. Når moral blot er en social konstruktion og staten ikke er forpligtet på naturlige rettigheder, er magt lig med ret og staten er totalitær.

(Nedenstående er sendt som læserbrev til KD)

Det er i første omgang et familiepolitisk og ikke et kirkepolitisk spørgsmål, hvis ægteskabsloven skal ændres.

Ægteskabet mellem en mand og en kvinde kendes i alle kulturer og har eksisteret gennem årtusinder. Ægteskabet er en skaberordning, som alle mennesker kender gennem den naturlige lov. Det er et enormt hovmod, politikere viser, hvis de tror, de ved et pennestrøg kan ændre herpå.

Den verdslige øvrighed har ingen magt eller ret til at ændre ægteskabet. Den overskrider sit mandat, hvis den gør det, ligesom når den tillader mord på ufødte børn ved at kalde dem noget andet end børn.

Homoseksuelle par bliver ikke ægtefolk af at kalde dem det, ligesom barnemord ikke bliver mindre mord af at kalde det abort.

Der er megen røre over, at den nye regering efter alt at dømme vil indføre homoseksuelle vielser i folkekirken. Særligt folkekirkens højrefløj argumenterer for, at staten skal blande sig udenom folkekirkens indre anliggender.

Jeg er enig med højrefløjen, når det gælder synet på homoseksualitet. Det er en synd, som Guds lov fordømmer og som derfor ikke kan velsignes i en kristen kirke. Problemet er, at folkekirken i forvejen mere eller mindre er en gnostisk sekt, så den helt store forandring vil en kirkelig velsignelse af homoseksuelle forhold ikke være. Det er blot en konsekvens af, at flertallet i folkekirken fornægter skaberen, skabelsen og Guds lov. Hvad folkekirken gør, rører mig derfor ikke så meget.

Hvad der i mine øjne er langt værre, er at staten formodentlig vil ændre ægteskabesloven og indføre et kønsneutralt grundlag.  Her påtager staten sig en rolle, den ikke har. Staten bygger på familien og er sat til at administrere den naturlige lov og regulere samfundet. Staten kan ikke ændre de ordninger, Gud har givet i skabelsen og naturen, herunder ægteskabet.

Når staten gør noget sådant, træder den i Guds sted og gør sig selv til gud. Nogen vil mene, at jeg her sammenblander religion og politik. Jeg mener, at det modsatte er tilfældet. Den naturlige lov lærer ethvert menneske, at ægteskabet mellem mand og kvinde er det naturlige.

Når man vil ændre på dette og mener, at det står i menneskers magt ved en simpel beslutning at ændre de naturlige ordninger, så har man gjort staten til gud. Så er staten blev religiøs, selvom det er en anden religion.

Socialismen og liberalismen er begge ideologier, som sætter mennesket i Guds sted og vil tilsidesætte Guds ordninger for menneskers opfindelser. Det er desværre disse ideologier, som i vid udstrækning benægter den naturlige lov, der præger den politiske debat.

Problemet er nok også her som i fosterdrabsspørgsmålet, at kirkens folk frem for at gå ind i en debat om den naturlige lov har været med til at marginalisere sig selv ved at gøre det til et religiøst spørgsmål. Men både spørgsmålet om kønsneutrale “ægteskaber” og spørgsmålet om fosterdrab er spørgsmål, hvor modstanden ikke behøver begrundes med Biblen, men alene kan begrundes ud fra den naturlige åbenbaring, som den naturlige lov er. Desværre er det nok for sent.

Når Danmark har indført kønsneutrale ægteskaber og samtidig lader læger slå de mest hjælpeløse og beskyttelseskrævende børn ihjel, er den naturlige lov for alvor trådt under fode. Gud straffede Sodoma og Gomorra med timelige straffe for deres unaturlige seksualliv. Gud straffede også kanaanæerne for deres børneofringer. Man må frygte, at Gud også vil tugte Danmark, som i den grad gør oprør mod Guds naturlige lov. Det er kun et spørgsmål om tid. Og man må håbe, at det fører til omvendelse.

Indre Mission har nægtet Trykkefrihedsselskabet adgang til Bethesda i København (læs her).

Nu må Indre Mission selvfølgelig selv vælge, hvad de vil bruge deres bygninger til. Og havde de f.eks. den holdning, at de ikke brugte dem til visse typer foreninger (f.eks. idebaserede foreninger), så ville der jo ikke være noget odiøst i, at de afviste Trykkefrihedsselskabet. Problemet er, at Indre Mission først havde givet lov og derefter ændrer mening, fordi de havde set, hvad Trykkefrihedsselskabet stod for.

Thomas Bjerg Mikkelsens forklaring på sin blog er:

Jeg er helt enig i, at det er nødvendigt at stå op imod presset fra islamister, som vil begrænse vores ytringsfrihed, men vel at mærke således, at vi skelner mellem at konfrontere med selve det kristne budskab og så de generaliseringer, som Trykkefrihedsselskabet med Lars Hedegaard i spidsen står for. Hvordan man med Kathrines generaliserende syn på muslimer kan forestille sig, at nogen form for mission blandt muslimer kan bære frugt, er mig en gåde.

Jeg ved ikke helt, hvad Thomas Bjerg Mikkelsen mener med Trykkefrihedsselskabets generaliseringer. Strengt taget synes jeg, at det mest af alt lyder som en ureflekteret generalisering fra Thomas Bjerg Mikkelsens side. Har Thomas Bjerg Mikkelsen og Indre Mission taget sig tid til at sætte sig ind i, hvad Lars Hedegaard rent faktisk har sagt – og hvad han har uddybet efter de udtalelser, som af pressen og statsadvokaten er blæst ganske ud af proportioner, så Lars Hedegaard nu beskyldes for racisme, trods det, at han alene har udtalt sig om en religion i sin grundform og hverken om nogen race eller alle religionens tilhængere.

Har Thomas Bjerg Mikkelsen sat sig ind i, om der rent faktisk kunne være en sandhed bag Lars Hedegaards og Langballes bekymring for incest og pædofili i nogle muslimske familier, som sanktioneres af muslimske retslærde og af Muhammeds eget ægteskab med en mindreårig?

Jeg har selv netop læst denne rapport, som jeg finder yderst skræmmende. Seksuelt misbrug af børn skal afsløres og fordømmes, uanset om det foregår i romersk-katolske kirker eller i muslimske familier, sanktioneret af muslimske lærde.

At Thomas Bjerg Mikkelsen og Indre Mission tager stilling mod retten til at kritisere seksuelle misbrug og sanktionering af samme, klæder bestemt ikke bevægelsen.

Hvis man ikke må kritisere seksuelt misbrug og lignende indenfor Islam er det ganske umuligt at prædike Guds lov for muslimer. Hvis ikke man kan prædike Guds lov, så giver evangeliet ingen mening. Spørgsmålet er, om dette i virkeligheden også er et symptom på, at Indre Mission reelt ikke længere vil prædike lov og evangelium, fordi man ikke ønsker at støde mennesker med loven. Så bliver evangeliet til et budskab om, at Gud er ligeglad og accepterer os som vi er.

Thomas Bjerg Mikkelsen skriver desuden

Men at gå så langt, som til at sige, at vi har ret til at håne, er decideret farligt. Det eneste hånen bærer med sig er nemlig foragt. Hånen afbryder enhver form for dialog.

I sammenhængen tales der om den borgerlige frihedsrettigheder, vi kalder ytringsfriheden. Dette kan altså ikke misforstås som en blot moralsk holdning til hån fra Indre Missions side. Nej, Thomas Bjerg Mikkelsen modsætter sig som generalsekretær for Indre Mission selve den borgerlige ret til at håne. Indre Mission er altså med andre ord modstander af ytringsfriheden. Jeg tør ikke tænke på,  hvordan en profet som Elias ville have reagere, hvis Thomas Bjerg Mikkelsen havde forklaret ham, hvordan hans hån af Ba’al afbryder enhver form for dialog med afgudsdyrkerne.

Problemet er, at hån er en ganske subjektiv kategori, som har lige så meget at gøre med den, der hører, som den, der taler. Hvis man vil forbyde hån af religioner, ender det med, at man vil forbyde religionskritik i det hele taget. Det er, som bekendt, hvad store dele af den muslimske verden vil.

Efter selv gentagne gange at have oplevet, at Indre Mission er helt og aldeles uvilligt til at indgå i en teologisk diskussion, når de ikke fremstår som de bibel- og bekendelsestro, men kritiseres for ikke at være det, kan jeg næsten få en fornemmelse af, at Indre Mission i virkeligheden også finder ytringsfriheden overvurderet.

Problemet er, at Indre Missions foragt for frihedsrettighederne også vil ramme Indre Mission, hvis modstanderne af frihedsrettighederne får magt, som de har agt. Retten til at kritisere og håne Islam er uløseligt bundet til retten til at drive mission og til at konvertere fra islam til kristendom. Og allerede nu, opleves der forfølgelse af kristne fra muslimer i Danmark. Som en kristen bevægelse, der hævder at stå på Biblens og bekendelsens grund, burde Indre Mission støtte kampen for, at ordet fortsat kan forkyndes frit i Danmark – også når ordet opfattes som hån og foragt for Islam.

I denne artikel fra november 2010 henvises der til en britisk sag, hvor et adoptionssøgende ægtepar er blevet afvist pga. deres holdning til homoseksualitet.

Adoptionsnævnets formand Anne Thalbitzer kommenterer

…hvis man som adoptionsansøger har nogle holdninger, som for eksempel at man tager stærkt afstand fra homoseksuelle, må man forvente, at der bliver spurgt nærmere ind til det, og det kan afdække områder, der gør, at man kan komme i tvivl om, hvorvidt der er de fornødne ressourcer og den fornødne rummelighed til at tage imod et adoptivbarn

Det er klart, at man skal havde de fornødne ressourcer og den fornødne rummelighed for at kunne tage imod et adoptivbarn. Men det er altså ens administration af holdningerne og ikke holdningerne per se, som må vurderes her.

Man kan få det indtryk af udtalelsen, at en stærk modstand mod homoseksualitet i sig selv kan give anledning til en stadfæstelse fra Adoptionsnævnet af et afslag begrundet heri. Det finder jeg meget problematisk for retssikkerheden for adoptionsansøgere. Det er desuden på kant med den forvaltningsretslige lighedsgrundsætning, hvis det er holdningen og ikke ens personlige rummelighed om sine holdninger – uanset disses indhold – der er afgørende.

Jeg finder det desuden på kant med grundlovens § 70: Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Nu er det at adoptere naturligvis ikke i sig selv en borgerlig rettighed, men det kan dog udledes af grundlovsparagraffen, at trosbekendelse eller afstamning ikke bør være en selvstændig faktor i den udøvende magts skøn, når det gælder egnethed til adoption. Hvis kristne med et traditionelt syn på ægteskabet skal mistænkes særligt frem for f.eks. homoseksuelle for manglende accept af andres holdninger, er der et alvorligt problem med retssikkerheden i adoptionsnævnet.

Man må håbe, at Anne Thalbitzers kommentar blot er misforståelig, og i virkeligheden blot dækker over, at man vil undersøge alle ansøgeres personlige rummelighed. Ellers mener jeg, at der er et alvorligt problem, som bør domstolsprøves.

Anne Thalbitzer burde under alle omstændigheder overveje, om ikke netop de selvsamme, som mener, at homoseksualitet er synd, har så høj respekt for ægteskabet, at skilsmisse ikke ses som en løsning på ægteskabelige problemer, hvilket måske snarere burde gøre konservative kristne særligt velegnede som adoptivforældre. For er der noget, der vil kunne skade et adoptivbarn, så er det en skilsmisse.

I artiklen udtaler læge og næstformand i Det Etiske Råd Lotte Hvas sig også:live

“Det handler ikke om tro, men skal ses i forbindelse med, at man skal være sikker på, at familien kan rumme det, hvis barnet viser sig at være homoseksuelt. For hvor går grænsen, hvis forældre kun vil have helt ?normale? børn. Hvad så hvis barnet for eksempel viser sig at have et handicap? Man kan jo ikke bare returnere barnet,”

Jeg har ikke hørt om nogen kristne, der har villet sende børn tilbage pga. homoseksualitet – eller for den sags skyld handicap. Tværtimod er kristne med skepsis overfor homoseksualitet ofte de mest åbne overfor børn med handicap. Hvis man lavede en undersøgelse af, hvilke grupper, der oftest slår deres ufødte handicappede børn ihjel, er jeg sikker på, at kristne med skepsis overfor homoseksualitet vil ligger nederst i statistikken. Jeg er derimod overbevist om, at Lotte Hvas’ profession vil ligge forholdsvis højt, da læger jo ligefrem tager sig betalt for at smide handikappede børn i skraldespanden.

I Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner er man enig med Det Etiske Råd.

“Folk skal ikke diskrimineres på grund af deres religiøse eller seksuelle observans, når de vil adoptere, men det er vigtigt at overveje, om deres holdninger kan give anledning til, at de fordømmer deres barn, hvis det bliver anderledes end dem selv. Der er jo en reel chance for, at barnet bliver homoseksuelt, og så kan man jo ikke bare lade handlen gå tilbage”

Det er jo ikke nye toner fra Landsforeningen. Landsforeningen er ikke tilfreds med, at homoseksuelle har fået mulighed for at adoptere – man vil også begrænse andres rettigheder på dét felt. Landsforeningen taler ikke børnenes sag, men deres egen. Landsforeningens krig mod den traditionelle kernefamilie stiller sig ikke tilfreds med at blive accepteret; den vil også forbyde andre at mene noget andet eller så vidt muligt begrænse deres rettigheder. Landsforeningen demonstrerer netop den holdning, som de kritiserer.

Man kan med god ret spørge, om homoseksuelle adoptanter vil fordømme deres adoptivbarn, hvis det går hen og bliver konservativ bekendende kristen og dermed fordømmer homoseksualitet som synd.

Vil medlemmer af Landsforeningen så lade handlen gå tilbage? Hvis religiøse skal undersøges særligt for intolerance, må det samme gælder praktiserende homoseksuelle, kulturradikale, socialister, ateister m.v., som kan frygtes at ville fordømme deres børn, hvis de senere bliver omvendt til den kristne tro og bliver tilhængere af traditionelle familieværdier.

Der er nu indført brugerbetaling på fertilitetsbehandling for at spare penge på de offentlige udgifter.Argumentet er, at det ikke er en sygdom, som skal være dækket af den offentlige sygesikring. Og det kan der jo være noget om. Nogle af teknikkerne til fertilitetsbehandling (IVF) vil også medfører flere døde ufødte børn, da der er væsentlig større risiko for spontan abort end for andre – så vidt jeg ved. det er derfor, man ofte befrugter flere æg end der sættes op.

Desværre har man ikke ved samme lejlighed indført brugerbetaling på fosterdrab. En lignende argumentation kunne man ellers bruge her. At være blevet gravid er jo da ikke en sygdom. Og når vi i forvejen får at vide, at vi føder for få børn, virker det underligt, at man selv skal betale for at få hjælp til at få børn, mens man kan få slået sit ufødte barn ihjel på statens regning.

Hvis man indførte brugerbetaling på abort, ville der formodentlig blive født flere børn og også frigives flere børn til adoption i Danmark. Der er ellers en del færre børn frigivet til adoption både i Danmark og internationalt, end der er adoptionssøgende. Hvis der blev frigivet flere børn til adoption, ville det blive nemmere (hurtigere) at adoptere og nogle af dem, der ellers ville vælge fertilitetsbehandling kunne måske nemmere se en fremtid i at adoptere.

Ud fra min simple logik, virker det som en fornuftig besparelse at gøre fosterdrab brugerbetalt, uanset hvad man ellers mener om fosterdrab.

Ofte hører man dét argument fra tilhængere af frit fosterdrab, at kvinderne skal have frihed til at vælge. Man kunne ønske, at tilhængerne ville give os modstandere af fosterdrab den samme frihed til at fravælge økonomisk støtte til dét, vi betragter som mord.

Der findes en facebookgruppe, som netop har indførelse af brugerbetaling på abort som formål. den kan man jo melde sig ind i, hvis man er enig.